Korrigerende mail fra Peter Elman, 12. marts 2010
|
|
Kære Marie Louise og Jens Allerslev
Som lovet har jeg undersøgt muligheden for at uddybe de økonomiske forudsætninger for den kommunale løsning yderligere. Dette er desværre ikke muligt på nuværende tidspunkt, da forhandlingerne om den endelige købsaftale og driftsaftale indeholder en lang række variable parametre, hvoraf nogle, f.eks. tariferingen først afgøres endeligt af bestyrelsen for det kommunale forsyningsselskab. Mit forslag vil derfor være, at der på SFLs hjemmeside alene offentliggøres den forudsatte procentuelle reduktion i varmeprisen.
Ved en beklagelig fejl, som jeg er ansvarlig for, er reduktionen tidligere oplyst til at ligge i spændet mellem 25 og 30 %. Det korrekte spænd er 20 - 25 %. Det skal understreges at denne reduktion er et ufravigeligt krav fra kommunens side overfor E.ON Danmark A/S. Dvs., at såfremt denne reduktion ikke opnås, vil kommunen trække sig fra forhandlingerne.
I Jeres mail som jeg modtog i går, rejser I en række spørgsmål. Nogle af disse har vi berørt tidligere, mens nogle er nye.
Tilslutning
I forbindelse med præsentationen af Rambølls modeller for alternative varmeløsninger den 26. januar blev det oplyst, at flere husstande undersøgte muligheden for private varmeløsninger, som alternativ til de mulige kollektive løsninger.
Vi vurderede derfor, at der bestod/består en reel risiko for, at antallet af tilsluttede husstand falder fra de nuværende ca. 240 husstande. Såfremt dette sker forud for en eventuel kommunal overtagelse, ville det forringe de økonomiske forudsætninger afgørende.
Det er derfor vigtigt for kommunen at få en tilkendegivelse af, hvor mange der reelt ønsker en fortsat kollektiv varmeløsning. Dette er baggrunden for kravet om en tilslutning på minimum 90 %.
E.ON Danmark A/S
Som oplyst telefonisk er vi klar over de aktuelle ejerforhold forbundet med nettet og anlægget. De personer vi hidtil har forhandlet med er ansat i E.ON Danmark A/S. Vi går naturligt ud fra, at disse personer kan tegne koncernen, herunder forpligte eventuelle datterselskaber.
Retskilder
Jeg har desværre ikke fået takket for de fremsendte henvisninger til retskilder på området. De modtagne henvisninger har været til stor inspiration, og har kvalificeret min kontakt til de eksterne rådgivere, som nu er tilknyttet processen.
Jeg skal i den forbindelse endnu engang understrege, at kommunen naturligvis ikke vil forpligte sig selv, endsige borgerne i Slagslunde, til en løsning, som ikke vurderes at være lovmedholdelig, jf. varmeforsyningsloven.
Med venlig hilsen
Peter Elman Hansen
Indkøbschef
Egedal Kommune
Ølstykke Rådhus
Direkte Telefon: 7259 6170
Indkøbschef
Egedal Kommune
Ølstykke Rådhus
Direkte Telefon: 7259 6170
Postadresse:
Egedal Kommune
Rådhustorvet 2
3660 Stenløse
Telefon: 7259 6000
www.egedalkommune.dk