Pressemeddelelse fra Egedal kommune

Borgere får tilbud om lavere pris på varme
24.02.2010

Egedal Kommune tilbyder nu at købe den tyske energikoncern E.ON ud, der kritiseres for meget høje varmepriser. Alternativet bliver et nyt forsyningsaktieselskab, der kan levere væsentlig billigere varme, hvis mindst 90 procent af brugerne tilslutter sig.

I flere år har mange fjernvarmekunder i den lille nordsjællandske landsby Slagslunde kæmpet for at slippe ud af en aftale med den tyske energikoncern E.ON, der bliver kritiseret for meget høje priser.

Nu ser det ud til, at der er en løsning på vej.

På en generalforsamling tirsdag aften i Slagslunde Fjernvarmelaug fremlagde Egedal Kommune et tilbud, der går ud på at et nyt forsyningsaktieselskab køber E.ON i Slagslunde ud. Tanken er, at selskabet oprettes under Egedal Forsyning A/S.

Selskabet skal levere fjernevarme til en væsentlig lavere pris, hvilket betyder en fast årlig pris på omkring 18.000 kroner for et hus på 130 kvadratmeter. Det er ca. 30 procent billigere end den nuværende pris.

Tilbuddet forudsætter, at E.ON Danmark A/S godkender planen og at mindst 90 procent af de tidligere godt 200 E.ON-kunder tilslutter sig.

At dømme efter de mange positive reaktioner på generalforsamlingen tirsdag aften, ser det ud til at der er stor opbakning til initiativet. Og det satser borgmesteren også på er virkeligheden om nogle uger.

- Vi har i Egedal Kommune arbejdet meget længe og intensivt på at få en god aftale på plads, der imødekommer borgernes stærke ønske om en væsentlig billigere fjernvarmepris. Nu stiller vi op med et helt unikt tilbud, som jeg virkelig håber, at mindst 90 procent af brugerne vil tage imod – ellers kan vi økonomisk set ikke gennemføre projektet, siger Willy Eliasen.

Helt konkret modtager kunderne nu et tilbud fra Egedal Kommune om at overgå til det nye selskab, der formentlig kan overtage E.ON’s anlæg i Slagslunde og alle øvrige aktiver og pligter 1. juni 2010.

Aftalen indebærer, at selskabet indgår en fireårig drifts- og vedligeholdelsesaftale med E.ON, der herefter sendes i udbud.
Planen ventes godkendt af Kommunalbestyrelsen onsdag aften den 24. februar.

Vil du vide mere?

Kontakt kommunikationskonsulent Frederik Roed på frederik.roed(snabelA)egekom.dk, telefon 7259 6263.