Læserbrev om prisnedsættelse i forklædning
Nedenstående er sendt til Lokalavisen Frederikssund.
Den artikel læserbrevet kommenterer, kan ses her.
- - - - - - - - - - - - - -
Det var med stor undren, jeg læste artiklen i Lokalavisen Weekend den 5. november om, at E.ON har givet sig med hensyn til prisen på levering af fjernvarme og at det konservative byrådsmedlem i Frederikssund Morten Skovgaard betragter de nye tal som en personlig sejr.
E.ON Varme har nedsat de faste tariffer og i stedet hævet prisen på forbruget, således at det kan mærkes på prisen, når man sparer på varmen. Fint nok. Men en nedsættelse af den samlede pris for varmen er der desværre ikke tale om.
Ifølge artiklen skulle 97% af E.ONs fjernvarmekunder i Frederikssund opleve et prisfald på 30 %. Nu er tal jo en gang meget nemme at manipulere med, og der er da også tale om prisfald for kunderne i Frederikssund. Men 30 % passer ingen steder.
Regner man på tallene for et ifølge brancheorganisationen "Dansk Fjernvarme" standardhus på 130 m2 med et årsforbrug på 18,1 MWh, så var prisen før regulering 24.262 kr. Efter de nu udmeldte priser kommer årsforbruget for dette hus i 2010/11 til at koste 21.011 kr., ikke en besparelse på 30%, men på 14%. I Terslev, Faxe kommune, og Annebergparken, Odsherred kommune, ligger besparelsen på knap 20%. I Slagslunde, Egedal kommune, giver samme eksempel en besparelse på mindre end 1%, medens der i Skævinge, Hillerød kommune, venter kunderne det stik modsatte - nemlig en stigning på godt 27%.
Vores forbrugerrepræsentanter i E.ONs bestyrelse, Morten Skovgaard, byrådsmedlem i Frederikssund kommune, Dan Riise, byrådsmedlem i Hillerød kommune, René Tuekær, borgmester i Faxe kommune og Peter Hansen, byrådsmedlem Egedal kommune, har krævet, at E.ONs tårnhøje priser skulle nedsættes med mindst 33%. Vi kan vist godt konkludere, at E.ONs nye priser ligger langt fra dette krav.
Alle 4 forbrugerrepræsentanter stemte derfor imod disse priser på E.ON Varmes bestyrelsesmøde den 27. oktober. Priserne blev således i realiteten nedstemt af bestyrelsen, fordi forbrugerrepræsentanterne danner et flertal. Der er 7 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf de 3 er udpeget af E.ONs generalforsamling. Men hvad skete der så? Bestyrelsens afstemning blev tilsidesat af E.ONs generalforsamling, og E.ON udmeldte herefter priserne. Dette viser med al tydelighed, hvilken narresut man har givet forbrugerne. Forbrugerrepræsentanterne har ingen reel indflydelse.
Hvordan kan Morten Skovgaard betragte dette forløb som en personlig sejr?
Men det bliver langt fra E.ONs sidste udspil. E.ON Varme har siden sin overtagelse af varmeforsyningen de nævnte steder oparbejdet nogle megastore underskud (læs gæld til moderselskabet). Eksempelvis er underskuddet i Frederikssund 32,1 mio.kr. I Slagslunde, hvor jeg selv bor, er underskuddet på 3,7 mio.kr. ifølge E.ON Varmes regnskab for 2008/09.
Opkrævningen hos kunderne af disse underskud har E.ON Varme valgt at stille i bero, således at de indtil videre ikke er indregnet i de udmeldte varmepriser. E.ONs intention - hvis de får magt, som de har agt - er, at disse underskud skal indregnes på et senere tidspunkt og over en årrække.
Så kære lidelsesfæller, træerne vokser ikke ind i himlen. Men det gør E.ONs varmeregninger.
Marie Louise Allerslev
Slagslunde