E.ONs undskyldning: Det er jo barmarksværker!

I anledning af at Energitilsynet har offentliggjort dele af en rapport, der omhandler tilsynets undersøgelse af E.ONs prisfastsættelse, har E.ON udsendt en pressemeddelelse med overskriften "Undersøgelse af varmepriser bidrager ikke konstruktivt til problemløsning".

Det er rørende at læse, at E.ON til trods for overskriften hilser Energitilsynets (ET) undersøgelse velkommen. Det er helt klart ikke det indtryk vi forbrugere har fået under forløbet. Eksempelvis har vi i Slagslunde både før og efter igangsættelsen af ETs undersøgelse anmodet ET om aktindsigt i bl.a. koncerninterne samhandelsaftaler, herunder indsigt i kapacitets-, drifts- og vedligeholdelsesomkostninger og finansielle ydelser, indgået mellem datterselskaberne E.ON Varme Danmark ApS og E.ON Produktion A/S og moderselskabet E.ON Danmark A/S.

Til opfyldelsen af denne anmodning indhentede ETs sekretariat udtalelse fra E.ON-selskaberne, der tilbagemeldte at de finder, at priser er følsomme oplysninger på et konkurrencepræget marked. Det har ført til, at vi nok har fået aktindsigt, men at den er renset for prisaftaler. Dette til trods for at vi bl.a. har påpeget, at et konkurrencepræget marked er og skal være fuldt gennemsigtigt, og at der i øvrigt nærmest er tale om monopollignende tilstande uden konkurrenter, eftersom E.ON er den eneste koncern der sidder på varmeforsyningen i Danmark. E.ON burde i modsat fald kunne dokumentere, at der sker benchmarking eller licitation af køb af ydelser, hvilket ikke er tilfældet. ET anfører da også i sin rapport, at E.ON driver sine værker uden for almindelig konkurrence.

ET anfører yderligere, at E.ONs koncerninterne transaktioner hindrer den gennemsigtighed, som varmeforsyningsloven forudsætter, således at det bliver umuligt at kontrollere, om det høje omkostningsniveau alene skyldes nødvendige omkostninger, der er knyttet til forbrugernes tilslutning til fjernvarmenettet. Som det ses af rapporten, peger ET endvidere på, at de administrationsrelaterede koncernydelser der indregnes i varmeprisen er markant store, at eksempelvis tab på debitorer ikke kan medregnes, at renteudgifterne er alt for store og at afskrivninger og finansieringsomkostninger er støt stigende.

E.ON ser imidlertid undersøgelsen som en lejlighed til at drøfte de problemer, der er for barmarksværker med et lille kundeunderlag. Det er tankevækkende, at E.ON nu forsøger at kanalisere undersøgelsens konklusioner over på en drøftelse af denne problematik. Det var og er ikke formålet med ETs undersøgelse. Formålet med undersøgelsen var at tage E.ONs prisfastsættelse op til regnskabsmæssig gennemgang på baggrund af en lang række klager og fundet af en del unøjagtigheder i E.ONs regnskaber.

Problematikken omkring barmarksværker kan ikke blive E.ONs problematik, eftersom såvel E.ON Varme som E.ON Produktion ved at få løst administrationsopgaver og kunderelaterede opgaver samt øvrige fællesopgaver på koncernniveau burde kunne opnå de effektivitetsbesparelser, som fælles drift bør give for det antal værker, som E.ON driver i et marked uden for almindelig konkurrence. Det ville da også være uden for sund fornuft at tro, at E.ON ville have overtaget de af NESA ejede værker, hvis ikke det ville være rentabelt.

Men vi ser da forventningsfuldt frem til at høre om den række af muligheder, som E.ON ser for at finde frem til et løsningsforslag på problematikken med barmarksværkerne, og som også vil gavne det danske samfunds prioriteringer inden for klimaområdet. Når blot denne dialog ikke bliver en manøvre for at undvige de centrale konklusioner i denne undersøgelse, nemlig at E.ON har handlet i strid med varmeforsyningsloven ved på en række punkter at have ført en prispolitik, der har betydet særdeles store prisforhøjelser og en stadig større overvæltning af varmeprisen på det faste element i den samlede fjernvarmetarif.

Marie Louise Allerslev
23/6-09