E.ON underløber vores forbrugerrepræsentanter

11. oktober 2012

SFL har fra Energitilsynet modtaget E.ONs plan for efterlevelse at Energitilsynets tilkendegivelse af 26. juni 2012. Sammen med planen følger også et dokument fra E.ONs advokat. Begge er dateret den 28. september 2012.

Planen rejser imidlertid flere spørgsmål end den besvarer. For eksempel:

  • Forbrugerrepræsentanterne i E.ON Varme Danmark ApS' bestyrelse har ønsket at E.ON Varme tager Energitilsynets tilkendegivelse til efterretning og at man dermed undlader at indbringe en afgørelse fra Energitilsynet for Energiklagenævnet.
    Det fremgår af planen at E.ON vil omgå denne beslutning ved i stedet at forlange en afgørelse vedrørende E.ON Produktion Danmark A/S, for herefter at indbringe denne afgørelse for Energiklagenævnet. Hvis Energiklagenævnet derefter omstøder Energitilsynets afgørelse, mener E.ON at dette vil danne præcedens for E.ON Varme og tager derfor forbehold i planen for netop denne situation. Vil dette ikke være en grov omgåelse af varmeforsyningslovens intentioner med forbrugerflertal i varmeforsyningsvirksomheders bestyrelser?
     
  • E.ON fordeler administrationsomkostningerne for året 2010 ligeligt med kr. 309.000 til hvert forsyningsnet, medens dette ikke er tilfældet for året 2009. Hvorfor denne forskel? Og hvorfor skal kunder i mindre net betale uforholdsmæssigt mere i 2010 end i 2009?
     
  • E.ON inddrager desuden en tilkendegivelsen uvedkommende sag i planen, nemlig at man samtidig ønsker "á conto" at opkræve forrentning af indskudskapitalen med ca. 4 mio. kr. svarende til 1/5 af den forrentning for årene 2007-2011 som man tidligere har ansøgt Energitilsynet om, altså i alt ca. 20 mio. kr. Henset til at E.ON Varme Danmark ApS' anpartskapital (= indskudskapitalen) er 1,1 mio. kr. lyder en forrentning på 20 mio. kr. for 5 år som en overordentlig god forrentning? Og hvorfor skal en ansøgning om forrentning af indskudskapitalen kobles sammen med gennemførelsen af Energitilsynets tilkendegivelse om dokumentation af administrative udgifter?
     
  • Dertil agter E.ON ifølge planen også at fordele forrentningen af indskudskapitalen ligeligt med kr. 340.000 til hvert forsyningsnet - stort eller lille. Hvorfor skal forbrugeren i et lille net betale uforholdsmæssigt mere end forbrugeren i et større net?
     
  • I det medfølgende dokument fra E.ONs advokat, Eigil Worm, fremfører denne en helt ny fortolkning af varmeforsyningslovens ord om nødvendige omkostninger. Han mener nu at der med "nødvendige omkostninger" i loven udelukkende menes omkostningernes art og ikke deres størrelse. Altså, at E.ON må opkræve hvad de vil, blot udgifterne falder indenfor kategorierne "energi, lønninger og andre driftsomkostninger, efterforskning, administration og salg, omkostninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser, herunder omkostninger til energispareaktiviteter ..., samt finansieringsudgifter ved fremmedkapital ...", citeret direkte fra loven.
    En mærkelig skævvridning af ordet "nødvendig" fra advokat Worms side. Hvis en udgift er større end den ellers kunne være, er den vel ikke "nødvendig"?
    Medmindre - naturligvis - at man som E.ON selv sidder på begge sider af bordet, når der forhandles priser ...

E.ONs plan for gennemførelsen af Energitilsynets tilkendegivelse kan ses her.
Advokat Worms ledsagende dokument kan ses her.