Pressemeddelelse vedr. energiministerens svar
Pressemeddelelse
Ministersvar i forbindelse med Energitilsynets manglende godkendelse af E.ON’s regnskaber
22. august 2012
Forhistorie
Repræsentanter for fjernvarmebrugerne i Gørløse, Hjortekær, Skævinge, Slagslunde og Ørslev-Terslev mødtes tirsdag den 26.6.2012 for at drøfte den fælles håbløse situation med E.ON’s alt for høje varmepriser. Man blev enige om at sende en henvendelse til Energiminister Martin Lidegaard med følgende to hovedpunkter
1. Energitilsynets undersøgelse af E.ON (tilkendegivelse 27.6.2012)
2. Varmeforsyningslovens definition af rimelige administrationsudgifter
1. Energitilsynets tilkendegivelse påpeger blandt andet, at omkostningerne til administration og kunderelaterede ydelser hos E.ON’s selskaber er langt højere i forhold til en række barmarksværker, som Energitilsynet har anvendt som sammenligningsgrundlag. Omkostningerne hos barmarksværkerne er i størrelsesordenen det halve. Energitilsynet når derfor frem til, at omkostningerne i henhold til samarbejdsaftalerne med moderselskabet skal nedsættes med 50 % foreløbig for årene 2009 og 2010. Det drejer sig ifølge Kontorchef i Energitilsynet Martin Windelin om cirka 15 millioner kroner pr år.
Vi må som ramte kunder kræve, at denne tilkendegivelse nu fører til en endelig afgørelse, og at vi snarest får vore penge retur og fremtidige varmeregninger nedsat. Vi kan ikke finde os i, at sagen trækkes yderligere i langdrag. Det må ikke gå som for en tilsvarende tilkendegivelse fra Energitilsynet af 22.6.2009, som til dato ikke har ført til fald i E.ON’s varmepriser – tværtimod er prisen steget yderligere.
2. Af Energitilsynets tilkendegivelse ses det, at E.ON’s udgifter til advokathjælp – for eksempel til at imødegå ovenstående eller til at føre retssager mod kunder - tilsyneladende væltes direkte over på kundernes varmeregninger. Hvis det er rigtigt, at varmeforsyningslovens prisbestemmelser ikke er til hinder for det, så er der noget grundlæggende galt med varmeforsyningsloven. Det strider mod enhver retsbevidsthed, at brugerne skal betale advokatudgifterne på begge sider, når en tvist mellem et energiselskab og en bruger skal afgøres.
Svar fra ministeren
Den 10.8.2012 sender ministeren et svar. Det anføres, at vi med den nye energiaftale har fået mulighed for at ”erstatte den dyre naturgas med biomasse”. Endvidere siger ministeren, at E.ON muligvis anker til Energiklagenævnet. Derfor har han ikke mulighed for at kommentere sagen, da ”den lovgivende og dømmende magt skal være adskilt”. Vores punkt 2 kommenteres ikke. Ministeren anfører slutteligt, at han ”er indstillet på at ændre varmeforsyningsloven”, hvis de kommende afgørelser i E.ON-sagen skulle vise, at reglerne ikke er i harmoni med forbrugerbeskyttelse.
Vores kommentar
Dette svar er lige så intetsigende som de svar, vi har fået fra tidligere ministre. Undersøgelsen af E.ON har stået på siden 2008, og ministeriet bruger altså stadig denne undersøgelse til at ignorere henvendelser fra hårdt ramte forbrugere. Ministeren spiller med på E.ON’s taktik om hele tiden at forhale sagen.
Snakken om den lovgivende og dømmende magt er forvrøvlet. Den lovgivende magt ligger i Folketinget og hos Dronningen, og den dømmende magt alene hos domstolene, mens det er den udøvende magt, der ligger i ministerierne og dermed i for eksempel Energitilsynet.
Muligheden for at benytte biomasse vil muligvis spare penge for energiproducenterne, men givet forhistorien savner vi fantasi til at forestille os, at besparelsen ville komme forbrugerne til gode.
Hvor længe vil Energiministeriet (og Energitilsynet) lade sig trække rundt i manegen af dette energiselskab? Sidste vinter udtalte Martin Lidegaard, at sagen ville være afgjort i sommeren 2012. Nu siger han, at den nok også skal i Energiklagenævnet – altså at der nemt kan gå yderligere et år. Og her plejer E.ON at få deres vilje. Hvis en afgørelse mod forventning og sædvane skulle gå E.ON imod, kan de jo gå til domstolene, og dermed trække sagen i yderligere et par år.
I al den tid skal vi fjernvarmebrugere betale den pris, E.ON finder for godt. Priser, som det indtil nu ikke er lykkedes for Energitilsynet at indhente dokumentation for. Er det rimeligt, at E.ON med sine forhalingsmanøvrer uhindret kan fortsætte sin hidtidige prispolitik over for os forbrugere?
Hvorfor er det energiselskabet og ikke forbrugerne, der skal nyde godt af den manglende afgørelse?
På vegne af fjernvarmebrugerne i Gørløse, Hjortekær, Skævinge, Slagslunde og Ørslev-Terslev.
Kaj Madsen
Formand for Slagslunde Fjernvarmelaug