E.ON reagerer hurtigt på Operation X' udsendelse

1. oktober 2011.

E.ON reagerede på Operation X' udsendelse "Den varme hemmelighed" ved allerede dagen efter at offentliggøre en artikel på deres hjemmeside, der prøver at imødegå Operation X' "fejlagtige påstande". Samtidig udsendte man teksten som pressemeddelelse og som brev til hver enkelt varmeforbruger i alle E.ONs forsyningsområder.

 

SFLs formand har denne kommentar til E.ONs hjemmeside og brev:

Når E.ON påstår, at Operation X præsenterede en lang række fejlagtige påstande om E.ON's forretning, er det mod bedre vidende. Operation X har gjort et ihærdigt stykke arbejde for at få afdækket bl.a. det omkostningsniveau, der danner grundlag for de varmeregninger, E.ON's varmekunder præsenteres for. 

Det er et faktum at E.ON ligger på top 3 listen med de højeste varmepriser på landsplan. I udsendelsen havde såvel adm. direktør for E.ON Danmark Tore Harritshøj, som adm. direktor for E.ON Varme Henrik Rasmussen mulighed for at komme med en forklaring på EON's meget høje varmepriser. Det havde de tydeligvis meget svært ved. Kontorchef i Energitilsynet Kamma Holm Jonassen havde tydeligvis også svært ved at svare på Morten Spiegelhauers spørgsmål, om Energitilsynet havde det fornødne værktøj til at gennemskue, om E.ON lever op til varmeforsyningslovens krav om, at der i varmeprisen kun må indgå nødvendige omkostninger. Af en undersøgelse af intern fakturering i E.ON Danmark A/S koncernen, som konsulentfirmaet Grant Thornton har lavet for Energitilsynet konkluderes det, at Energitilsynet ikke har mulighed for at føre kontrol med, hvilke omkostninger der viderefaktureres til fjernvarmeområdet i forbindelse med varetagelse af administrationsaftalerne.

 

E.ON skriver, at de som en helt normal forretningsgang køber deres serviceydelser af E.ON Danmark til markedspris. Et enkelt spørgsmål er: hvorfor kan Skuldelev Varmeværk, der i sine forhold er sammenligneligt med Slagslunde, holde deres løn- og administrationsomkostninger på 1.737 kr. om året pr. forbruger, når E.ON's tilsvarende omkostninger er på 4.590 kr. pr. forbruger? Skuldelev har ikke stordriftsfordele at benytte sig af. Det har E.ON.

 

E.ON skriver, at de havde en fast samlet finansieringsomkostning på 6,5 pct., over en årrække da det danske renteniveau var højere. Men det er jo lodret forkert. I de år (2005-2009) E.ON's datterselskaber betalte 6,5 pct. i renter på lån til moderselskabet, var det danske renteniveau nede på 2-3 pct. Så det var En meget stor omkostning, som varmekunderne måtte betale. Renten blev først nedsat pr. 1.1.2010, men kun til 4,5 pct. i variabel rente.

 

E.ON skriver, at underdækningen i bl.a. Slagslunde stammer fra NESA's tid. Det har E.ON ikke kunnet dokumentere, og udsendelsen viste noget ganske andet. En direktør for NESA tilbageviste, at der skulle være så store underdækninger videreført fra NESA til E.ON, som påstået af E.ON. Tværtimod blev det påpeget, at underdækninger ikke blev videreført, men indregnet i det følgende års varmepriser, således som det er foreskrevet i varmeforsyningsloven.

 

E.ON skriver, at de hver dag arbejder på at forbedre kommunikationen med deres kunder. Vi beder bare om én ting. Vi vil gerne se dokumentation for de påståede underdækninger og for det meget høje omkostningsniveau, vi som kunder bliver præsenteret for. Kort sagt vi efterlyser den gennemsigtighed i E.ON's regnskaber, vi som forbrugere har krav på.

 

Vi varmekunder hos E.ON må derfor tilbagevise E.ON's kritik af Operation X-udsendelsen. Den gav et redeligt billede af forholdene.

 

Marie Louise Allerslev.